Relationer fylder meget i ungdoms- og voksenlivet. Det er i relationerne, vi bliver mødt og spejlet – og ofte også i relationerne, vi bliver usikre. Måske har du svært ved at mærke dine egne behov, eller føler dig ansvarlig for andres følelser. Måske kommer du let til at tilpasse dig, sige ja selvom du mener nej, eller være for meget i hovedet og for lidt i kroppen. Mange beskriver, at de kan føle sig forkerte, små eller overfølsomme i nære relationer – og samtidig har et stort ønske om at kunne være sig selv og føle sig tryg.

Book tid til en uforpligtende telefonisk forsamtale

Ved en telefonisk forsamtale kan du stille spørgsmål, høre mere om, hvordan jeg arbejder, og mærke efter, om det føles som et godt match.

Når du mister dig selv i relationer

Måske kender du det med at komme hjem fra en samtale og føle dig drænet eller i tvivl om, du sagde eller gjorde det rigtige. Måske oplever du, at du først efterfølgende opdager, at dine grænser blev overtrådt. Eller at du hurtigt kommer til at tage ansvar for andres følelser og stemninger.

I terapien arbejder vi med at finde ind til dine egne behov og grænser – og undersøge, hvordan du kan mærke dem i situationen og stå ved dem uden skyld eller forklaring.

Når du er bange for konflikt eller afvisning

Mange unge voksne har lært, at det er vigtigere at være nem at være sammen med end at mærke og udtrykke sig selv. Måske har du oplevet, at det at sige fra bliver mødt med afvisning, vrede eller kulde. Det kan gøre det svært at stole på, at dine grænser er ok, og at du ikke er forkert, når du viser dem.

I samtalerne kan du få støtte til at øve dig i at være tydelig og tage plads, uden at du skal gøre dig hård eller lukket. Det handler ikke om at sige nej til alt, men om at kunne sige ja til dig selv.

Når du savner nærhed, men trækker dig

Nogle gange føles det trygge og nære også som det mest sårbare. Måske har du oplevet skuffelser, svigt eller uforudsigelighed i nære relationer, og mærker nu, at du har svært ved at lukke nogen helt ind. Eller at du hurtigt overtænker eller mister fodfæstet, når nogen kommer tæt på.

Vi undersøger sammen, hvor det kommer fra, og hvordan du kan begynde at mærke dig selv mere klart i nærheden af andre – uden at miste dig selv.

Terapien giver plads til at finde hjem i dine relationer

Når vi arbejder med relationelle mønstre i terapien, handler det ikke om at lave dig om – men om at få øje på, hvordan du er blevet formet, og hvordan du kan gøre dig mere fri. Du får mulighed for at mærke dine egne signaler tydeligere og forstå dig selv bedre, når du står i det svære.

Det giver ofte en øget tryghed og tydelighed i dine relationer – både til andre og til dig selv.

Selvværd og indre kritik

Når du tvivler på, om du er god nok – og kæmper med en hård indre stemme

Angst, tvivl og præstationspres

Når presset bliver for stort, og du føler, du skal kunne det hele – perfekt

Studieliv og studierelaterede udfordringer

Når studiet fylder for meget, og tvivl, ensomhed eller selvkritik tager over

Relationer og grænsesætning

Når det er svært at være dig selv i dine relationer – og sige fra uden skyld

Når relationen til dine forældre fylder

Når gamle mønstre gør det svært at være fri – eller blive mødt som voksen

At stå et andet sted i livet end dine venner

Når du føler dig bagud eller udenfor – og har brug for ro i dit eget tempo